Public Affairs Nyhedsbrev - Januar 2015


torsdag, 22 januar 2015

Magnus Ehrenberg, grundlægger og CEO hos EHRENBERG Kommunikation, kommenterer den politiske situation i Sverige.



Politisk forvirring i Sverige
 

Sverige har altid været kendt for en høj grad af politisk stabilitet. Landet var i en årrække ledet af en socialdemokratisk mindretalsregering, som blev støttet af Vänsterpartiet samt Miljöpartiet i spørgsmål om uddannelse, energi, miljø og sociale forhold. Men også det liberale parti Folkpartiet samt de konservative Moderaterna støttede den socialdemokratiske regering i nogle spørgsmål. I 2006 skete der dog en større ændring i det politiske landskab. Efter valget kom regeringen til at bestå af fire borgerlige partier med Moderaterna i spidsen. De blev kendt som ”Alliancen” og sad på magten i 8 år.
 
Efter valget i 2014 vågnede Sverige op til en ny og usikker situation. Ingen partier havde rigtigt vundet valget. Et parti havde dog oplevet en større fremgang. Sverigedemokraterna fik således historiske 13% af stemmerne. De liberale og konservative havde tabt stemmer. Det samme var tilfældet for de grønne og de venstreorienterede. Kun socialdemokraterne oplevede en minimal fremgang. Socialdemokraterne og Miljöpartiet fik sammen 38% af stemmerne, hvilket var nok til at socialdemokraten Stefan Löfven blev valgt som ny statsminister.
 
Men der var til gengæld ikke flertal for Stefan Löfvens politik, og i begyndelsen af december faldt hans finanslovsforslag, hvilket medførte ændringer i regeringssammensætningen og en genfremsættelse af den tidligere regerings finanslov.
Det var statsministerens hensigt at udskrive nyvalg den 22. marts 2015, men kort efter jul tog hele den politiske situation en ny drejning. Stefan Löfven indgik en aftale med de borgerlige partier i ”Alliancen” og Miljöpartiet, der betød, at det bebudede valg til Riksdagen blev aflyst.
 
”December-aftalen” betyder, at den partileder inden for aftalepartierne, som kan samle størst opbakning, skal være regeringsleder. Det vil herefter ikke være muligt at bryde finansloven. Dermed åbner ”Alliancen” for, at Moderaternas nye leder Anna Kinberg Batra kan blive statsminister ved næste valg. Aftalen betyder samtidigt, at Sverigedemokraternas politiske indflydelse til en vis grad er neutraliseret indtil 2022. Om denne udelukkelse af det populistiske parti vil føre til en svækkelse eller styrkelse af Sverigedemokraterna, vil tiden vise.
 
Under alle omstændigheder har mit hjemland endnu engang besluttet at gå sine egne veje og om ikke andet sparet et millionbeløb, da et nyt valg bestemt ikke er billigt. 

Interested in the news?