Prisvindende indsats for indenlandsk turisme


mandag, 2 marts 2015

Rederiet Færgen er blevet tildelt den prestigefyldte ”Havfrueprisen”, der uddeles af Danske Rejsejournalister. Under den netop afholdte rejsemesse ”Ferie for Alle” i Herning uddelte Danske Rejsejournalister hædersbevisningen ”Havfrueprisen”. Prisen gives årligt  til personer eller virksomheder, der yder en ekstraordinær indsats for at fremme danskernes ferieoplevelser i deres eget land.

Valget faldt i år på rederiet Færgen for en enestående indsats for at fremme turismen på de danske øer. En udmærkelse, som ifølge Færgens salgs- og marketingchef Lindy Kjøller har rod i den PR-og kommunikationsindsats, som er blevet udført i samarbejde med EHRENBERG Kommunikation. 

”Vi er både pavestolte og ydmyge over at modtage Havfrueprisen, og vi deler den i høj grad med EHRENBERG Kommunikation, som har spillet en meget aktiv rolle i vores strategi om at promovere øerne i tæt samarbejde med de lokale turistorganisationer. Vi høster nu frugterne af et mangeårigt PR-samarbejde med fokus på kreative måder at promovere de mange gode oplevelser, der ligger gemt i det danske ørige,” siger han.

Senest har Færgen taget initiativ til at oprette rejseportalen Dansk Ø-ferie, der samler information om oplevelser på en lang række danske øer under ét brand. Herunder også øer, som Færgen ikke selv sejler til, hvilket ifølge direktør Allan Sonne Sørensen fra EHRENBERG Kommunikation udgør et retvisende billede på Færgens brændende engagement for at skabe udvikling på de danske øer.

”Færgen har et meget oprigtigt ønske om at støtte op om udviklingen på de danske øer og at være med til at skabe jobs og bosætning i lokalområderne. Derfor er det også helt fortjent, at Færgen nu modtager anerkendelse for sin indsats for at fremme indenlandsk turisme. At vi som Færgens faste samarbejdspartner inden for PR og kommunikation har kunnet skubbe positivt bag på den udvikling, er desuden en stor faglig tilfredsstillelse for hele teamet,” siger han.

Blandt flere andre arrangementer har Færgen i 2014 promoveret, sponseret og på anden måde støttet op omkring Folkemødet på Bornholm, Samsø Festival, verdens største dragefestival på Fanø samt markeringen af 150-året for slaget ved Dybbøl på Als. 

Billedtekst: Lindy Kjøller fra Færgen med det synlige bevis på Havfrueprisen 2015 – her flankeret af henholdsvis Georg Sørensen, direktør for Messecenter Herning, og Anne-Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister. 

Interested in the news?